Lån en klimapistol eller et sparOmeter

Brug klimapistolen til at gennemgå dit hjem for eventuelle kuldebroer og et sparOmeter for at måle, hvor meget strøm diverse apparater i dit hjem bruger.

Lån klimapistol eller et sparOmeter på Kulturværftet

Både klimapistolerne og sparOmetrene kan lånes på biblioteket Kulturværftet, Allegade 2, 3000 Helsingør. Det betyder, at du kan reservere og låne begge måleredskaber – ligesom hvis du skulle låne en bog. Du finder dem på 3. etage.

Sådan bruges klimapistolen

Du vælger en flade som reference for dine målinger. Klimapistolen lyser nu grønt på det sted, du har valgt. Klimapistolen kan indstilles til at vise udslag ved en temperaturforskel på plus/minus 0,5, 3 og 5,5 grader fra din referencetemperatur. Du kan nu bevæge lyskeglen rundt på boligens vægge, døre og vinduer. Hvis fladen er koldere end din referencetemperatur, vil den lyse blå, og hvis den er varmere, vil den blive rød. Det er derved muligt for dig at tjekke alle overflader i dine rum, hurtigt og nemt for at se, om der skulle være kuldebroer, utætte vinduer, osv.

Sådan bruges sparOmetret

Du indstiller først sparOmetret til at være tilpasset din elpris samt din energispareafgift, som beskrevet i den medfølgende vejledning. Herefter vælger du en stikkontakt og hvilket apparat du vil måle. Displayet vil nu vise den aktuelle effekt i Watt og prisen i kr. pr. år, men kan også vise apparatets CO2-belastning, spænding i Volt og en række andre oplysninger. Standardmålingen tager et døgn, men kan også indstilles til en valgfri periode. For at give den mest retvisende måling for apparater med varierende Watt-forbrug, anbefales det at måle et døgn eller mere.

Helsingør Kommunes Biblioteker

Center for By, Land og Vand

Stengade 59 
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk - Skriv ikke følsomme personoplysninger, da din henvendelse kan blive offentligt tilgængelig.