Klimahandlingspulje

Har du en god ide til et projekt eller en aktivitet, der skaber klimahandling i et fællesskab, kan du som udgangspunkt søge op til 20.000 kroner i tilskud.

Klimahandlingspuljen er en del af kommunes klimaindsats og en del af Green Leaf 2024. Puljen er på 500.000 kr., som fordeles over to ansøgningsrunder i 2024. Første runde er afsluttet. Næste frist er 2. september 2024.

Søg klimahandlingspuljen

Der kan som udgangspunkt søges om 20.000 kr. i støtte per aktivitet/projekt. Får du får tildelt midler fra Klimahandlingspuljen, skal du senest én måned efter projektet er gennemført, indsende regnskab samt dokumentation for anvendelse af de tildelte midler. Læs mere under fanen ”Udbetaling, opfølgning og evaluering”.

Hvad er klimahandling?

Klimahandling er, når I gør noget for klimaet og ikke bare taler om klimaudfordringerne. Klimahandling er, når I reparerer i stedet for at smide ud, når I deles om tingene, når I spiser klimavenlig mad i fællesskab eller når I for eksempel bygger et væksthus af genbrugsmaterialer, bytter tøj på en ny måde, omlægger haven eller fællesarealer til mere biodiversitet, og mange andre gode ting.

Puljen støtter derfor ikke oplæg, foredrag, inspirationsmøder eller arrangementer, også selv om klima og bæredygtighed er teamet. En undtagelse er, hvis et fællesskab, nyt eller etableret, mangler ekspertviden for at kunne komme videre med deres klimahandling. Her kan puljen yde bidrag, hvis det er tydeligt kommunikeret, at den viden er afgørende for videre handling.

Man kan søge som en etableret forening eller et uformelt fællesskab af borgere. Foreningen eller gruppen af borgere skal have foreningsadresse eller privatadresse i Helsingør Kommune.

Aktiviteten skal fremme nye klimahandlinger i fællesskab.

Geografi: Der lægges vægt på, at der er klimahandlinger i mange dele af kommunens geografi, så initiativer/handlinger kommer bredt rundt.  

Effekt: Der lægges vægt på, at projekter enten kommer ud til mange mennesker og/eller skønnes at have stor værdi klimamæssigt, samt om handlingen skaber langtidssigtede forandringer. Det er vigtigt at nævne, at der ikke kan måles på klimaeffekt, men at det bliver et skøn.

Puljen støtter handlinger og aktiviteter, der samler folk om klimadagsordenen og/eller skaber klimaeffekt i hverdagen blandt borgere og foreninger i Helsingør Kommune.

  • Deleordninger (fx værktøj, udstyr, materialer)
  • Tilskud til opstart af nye fællesskaber (fx indkøb genbrugsmøbler, byggematerialer til væksthuse og højbede)
  • Styrke bæredygtige transportformer (fx samkørsel, deleordning, cykelfremme)
  • Øge genanvendelse og bæredygtigt forbrug (fx reparation, upcycling, bytteordninger)
  • Øge biodiversiteten, mere bynatur og lokal regnvandshåndtering
  • Køb af ekspertise til udvikling/modning af nye fællesskaber, dog skal der ske klimahandling efterfølgende.
  • Daglig drift (fx leje af lokaler)
  • Foredrag, workshops eller andre dialogskabende aktiviteter, også selv om dialogen handler om klima og bæredygtighed
  • Aflønning af medarbejdere
  • Initiativer, der allerede er gennemført
  • Initiativer, der ikke har et tydeligt fokus på klima eller bæredygtighed
  • Initiativer med et kommercielt formål eller med en kommerciel aktør som ansøger
  • Udarbejdelse af informationsmateriale om projekter og/eller arrangementer
  • Ansøgninger med en offentlig institution som afsender
  • Private arrangementer (fx studentergilde eller en 40-års fødselsdagsfest)
  • Rejser og studieophold.

Puljen uddeler midler to gange i 2024.

  1. runde: Ansøgningsfrist den 1. marts 2024 (her administreres ca. halvdelen af midlerne)
  2. runde: Ansøgningsfrist den 2. september 2024 (her administreres ca. halvdelen af midlerne)

Senest 2-3 uger efter hver ansøgningsfrist får du besked om, hvorvidt pengene er bevilget.

Hvis du får tilsagn om støtte fra Klimahandlingspuljen, vil midlerne blive udbetalt forud. Du skal dog, senest én måned efter projektet er gennemført, udfylde regnskabs- og evalueringsformularen

Udfyld regnskabs- og evalueringsformularen

Såfremt ansøger ikke anvender det samlede beløb, der er bevilget, skal det tilbageværende beløb tilbagebetales til Klimasekretariatet.

Klimasekretariatet ligger inde med et simpelt overblik over fonde og puljer, som kan være relevante at søge i forbindelse med realiseringen af klimahandlingsprojekter.

Oversigten rummer navne og hjemmesider på fonde/puljer, ansøgningsfrister og kort oprids af, hvad der gives midler til.

Da oversigten opdateres og ajourføres løbende, ligger den ikke online på Helsingør Kommunes hjemmeside. Så hvis du ønsker at modtage oversigten, skal du sende en mail til Klimasekretariatet, så vil vi videreformidle den pr. mail.

Klimasekretariatet stiller sig til rådighed for grønne fællesskabere, som ønsker hjælp og sparring til fondansøgninger. Det kan være til at finde frem til de rigtige fonde/puljer, det kan være til at præcisere projektidéen eller til selve skrivearbejdet. Skriv til Klimasekretariatet for at lave en aftale.

De har fået støtte

Boderne grundejerforening og vejlaug: Biodiversitetstiltag på fællesarealet

Formålet er at omlægge et græsareal til et insekt- og fuglevenligt areal med mange blomster, buske og træer. Herudover anlægges kvashegn, vandopsamling og store sten. Det, til formålet, indkøbte værktøj, vil indgå som en del af en deleordning for alle medlemmer af grundejerforeningen og vejlauget.

Den Internationale Højskole: Skovhave og Repair-hub

Formålet er at åbne op for at borgere i Helsingør kan få glæde af den naturperle, som højskolens område er, samt at styrke den lokale biodiversitet med mere og ny beplantning og dermed bidrage til et bedre klima. Derudover etableres et genanvendelses- og reparationsværksted på højskolen, som vil være åbent for alle borgere i Helsingør.

Egegården: Vildt på Egegården

Egegården etablerede i efteråret 2023 to æblelunde, og nu er næste skridt at udskifte græsarealerne under og omkring æbletræerne med "Vild engblanding", som er 28 danske blomsterarter, der tiltrækker insekter, bier og sommerfugle. Egegården huser mange forskellige lokale foreninger, og fællesskabet og engagementet omkring æblelunden er derfor stort.

Forældreforeningen Sommerlyst: Sommerlyst Cykelfællesskab

Formålet er at erhverve en elektrisk ladcykel i delt ejerskab mellem alle forældre i Forældreforeningen Sommerlyst og dermed en ejerkreds på 118 forældre og 70 børn.

Ved at integrere denne bæredygtige transportform i børnenes dagligdag er formålet at opnå miljømæssige fordele, samtidig med at vi fremmer klimaforståelse hos børnene. En deleordning af en ladcykel i et stort fællesskab fremmer en bæredygtig måde at optimere brugen af cyklen - til gavn for flest muligt. Det vil være muligt for Børnehuset Sommerlyst at låne cyklen til udflugter i dagtimerne.

Grundejerforeningen Toftemosegård: Flere træer langs veje og i haver

Projektet skal være med til at øge biodiversiteten i området og blandt foreningens medlemmer, øge bevidstheden af hvilke beplantninger, der gavner miljøet.

Grundejerforeningen har problemer med højt grundvand og derved vand i haverne, da mange oprindelige træer er blevet fældet. Derfor vil 20 skovfyr, som er hjemmehørende træer for lokalområdet, blive plantet ud på fællesarealer i grundejerforeningen. Derudover vil der blive informeret om, hvordan man med fordel kan plante flere træer i de private haver. 

Grønne Nabofællesskaber (Espergærde): Haverum på Espergærde Bibliotek

Med afsæt i Espergærde Biblioteks grønne arealer etableres et fællesskab omkring klimahandling, der kan begejstre, motivere og inspirere. Fællesskabet vil skabe mere farve og liv i de eksisterende græsarealer ved at plante blomstrende, længelevende og insektvenlige planter samt etablere ophold for mennesker. Med store glaspartier ud til området vil det være synligt for mange biblioteksbrugere, og der kan således inspireres yderligere ved at lave udstillinger foran vinduerne med relevant litteratur, tekster, information og lignende. 

GRØNNEHAVE(erne): Et urbant nyttehavefællesskab

Projektet vil samle ti personer/familier, der hver især ønsker et stort højbed til at dyrke grøntsager i. Havefællesskabet vil øge fokus på bedre mad, lokale råvarer, permakultur og økologi, samt at skabe en grøn oase med liv, biodiversitet og fællesskab på et areal, som ellers står tomt og øde hen grundet jordforurening.

Helsingør Pigegarde: Bæredygtighedsprojekt

Formålet med dette projekt er at styrke et bæredygtigt forbrug i Helsingør Pigegarde ved at forlænge holdbarheden og genanvendelsen af Pigegardens udstyr gennem tre indsatser: 1) Årligt vedligehold og reparation af gardens hvide læderstøvler. 2) Reparation og omsyning af jakker og slag. 3) Systematisk vedligehold og reparation af instrumenter.

Hornbæk Private Børnehus: Hornbæks børn bytter

Hornbæk Private Børnehus vil bygge en offentligt tilgængelig byttestation med børnebøger, legetøj og andet børneudstyr uden for institutionen på Sauntevej, samt arrangere en række byttemarkeder. Formålet er at lære Hornbæks børn og forældre at bytte i stedet for at købe nyt og smide ud og på den måde både spare CO2 og lære glæden ved, at ting og tøj er pre-loved og har en historie.

Klimahave3000: Lær om Kompost-forløb

Igennem et workshopforløb skal de deltagende lære om forskellige komposteringsmetoder, samt få hjælp til selv at komme i gang i egne haver. Udstyr, der indkøbes til formålet, vil blive en del af en låneordning i fællesskabet omkring kompost. Den nye viden omkring komposteringsmetoder vil blive tilgængelig i Klimahaven til info for publikum via infoskilte og QR-koder. 

Tikøb Borger- og Grundejerforening: I Tikøb er vi hoppet på den grønne gren

I Tikøb har borger- og grundejerforeningen et stærkt ønske om at få bynaturen til at spire og fællesskaber til at vokse ved at skabe rammer, hvor biodiversitet er i fokus. Vi ønsker at omdanne grønne arealer i lokalområdet til bosteder for insekter og fugle ved at plante blomster, buske og træer. Landsbyens institutioner, skole og foreninger inddrages i projektet, som skal tilvejebringes i et fællesskab.

Ulstrupparken Grundejerforening: Omlægning af græsareal til mere biodiversitet

Et mindre fællesareal ligger hen tilsået med udelukkende græs, og her ønskes en mere varieret beplantning. Formålet er at anlægge mere livsgivende blomster, buske og træer, som kan give næring til flere insekter og dermed mere fugleliv til området.

Klimasekretariatet

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: klima@helsingor.dk