Forvaltningsbeskrivelse
Udskriv siden
I januar 2006 blev den gamle Socialforvaltning nedlagt og erstattet af 2 nye forvaltninger; Social- og Sundhedsforvaltningen og Beskæftigelses- og Erhvervsforvaltningen.
Udskillelsen havde flere årsager, hvoraf ønsket om et større politisk fokus på beskæftigelsesindsatsen vejede tungt.
Opbygningen af den nye forvaltning betød, at vi startede forfra med en ny chefgruppe, med arbejdet med værdier, med sikring af arbejdsgange, med løbende målinger af vores opstillede succeskriterier m.v.
Vi er i dag nået et godt stykke vej mod forvaltningens erklærede vision om at blive Danmarks bedste forvaltning!
Efter 3 år går det ganske udmærket på en række faglige områder – og på nogle områder er vi blandt landets bedste. Det er vi ret stolte af. I resultatrevision 2008 fra regionen gør Jobcenter Helsingør det fx 14 mio. kr. bedre end de jobcentre, der er i vores klynge.
Der opstilles løbende mål for vores arbejde. Hele Helsingør arbejder efter ”dialogmodellen” hvor politikerne fastsætter mål i forbindelse med budgetlægningen. De overordnede mål ”drypper” ned i organisationen for til sidst at blive konkretiseret og omsat til handling i virksomhedsplaner i de enkelte teams.
Derudover er der ved lov fastsat, at der skal udarbejdes en beskæftigelsesplan med konkrete succeskriterier. Denne er selvfølgelig koordineret med målene i budgettet.
Beskæftigelsesplanen, budgetter, kommissorier og meget andet med relevans for Beskæftigelses- og Erhvervsforvaltningen har vi linket til på siden "Politiker og Planer".
Generelle rammer i BEF
I BEF arbejder vi meget med vores kultur. Vi ønsker at fremme en kultur fyldt med gåpåmod og arbejdsglæde. Vi tror på, at den enkelte skal tage ansvar for sine arbejdsområder – det er de klart bedst til.
Det er vigtigt for os, at de redskaber vi benytter – som fx Lean og værdier – ikke er mål i sig selv, men netop redskaber til at opnå en kultur, som vi alle kan være glade for og som bærer os frem mod den overordnede vision; at være landets bedste forvaltning.
Når vi arbejder med kulturer i BEF, gør det ikke noget, hvis det en gang imellem sker på en lidt skæv facon: Vi arbejdede fx med 4 værdiuger, da vi opstartede værdiarbejdet og vi overraskede desuden alle ansatte med et gækkebrev i 2009 (naturligvis med et efterfølgende påskeæg til dem der gættede afsenderen). Vi deler gode historier på vores intranet, både fordi vi har lyst, men også fordi kommunikation er vigtigt for vores samarbejde. Vi opfordrer med jævne mellemrum til og lægger rammer for, at vi internt besøger hinandens arbejdspladser.
Overordnet arbejder vi med LEAN, hvilket indgår i alle vores virksomhedsplaner. Du kan finde mere om vores værdier, Lean, personalepolitik under "Politiker og Planer".
Chefgruppen i BEF
Vi er en forholdsvis ny chefgruppe med en gennemsnitlig anciennitet i BEF på ca. 2 år.
Vi har møder hver 14. dag af 2-3 timers varighed. Vi arbejder med åbne dagsordener og referater.
Efter vores egen mening kan vi karakteriseres ved i høj grad at hjælpe på tværs af teams – og at et godt grin prioriteres højt.
Personalet i BEF
Der er ca. 150 ansatte i BEF. Der er 3/4 kvinder og en gennemsnitsalder på 47 år.
Hele forvaltningen var for få år siden igennem en periode med mange skift – herunder fysiske flytninger. Det har tæret på arbejdsglæden og på trivslen. Derfor har fokus i BEF’s 3 – årige historie været at sikre trivsel. Det er for en stor del lykkedes, og vores kvartalsmæssige temperaturmålinger på trivsel viser, at godt 90 pct. af medarbejderne trives godt hos os. Se den seneste trivselsundersøgelse under "Politik og Planer".
Vi har fast to årlige fester (sommerfest og julefrokost) Derudover tilstræber vi at holde fælles temadage hvert år – gerne med overnatning. Vi siger god jul med julegaver og et glas gløgg, og borgmesteren kommer og holder nytårskur. Derudover har vi fredagsbar en gang om måneden som afdelingerne skiftes til at arrangere.
Opdateret 5. februar 2010