Byrådssekretariatet

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 20 19
E-mail: byraad.sekr@helsingor.dk

Afskedsreception for Per Tærsbøl

Udskriv siden

Mandag den 21. december inviterer 1. viceborgmester Jørgen E. Hansen (A) og kommunaldirektør Flemming Jensen til afskedsreception for borgmester Per Tærsbøl.

Gennem de sidste fire byrådsperioder, 16 år i træk, har Per Tærsbøl været den, der med sikker hånd og klar politisk styrke har stået i spidsen for det lokale byråd i Helsingør Kommune. Hede debatter, spændende afstemninger, gode aftaler har været udfordringerne for den folkekære borgmester, der er kendt langt ud over kommunegrænsen for sine blankpudsede, sorte træsko, cyklen, der transporterer ham rundt overalt, og hans mange år som isenkræmmer.

Hans hovedindsats har klart ligget i byrådssalen og på borgmesterkontoret, men hans kalender har altid været fyldt op med 1000 gøremål, der har haft overskriften: at møde borgere og andet godtfolk i hans kommune. Fødselsdage, indvielser, besøg udefra, udnævnelser – jo, der har været bud efter ham, og han er mødt op. Altid med en venlig, sjov eller måske ligefrem en provokerende bemærkning. Men alle kender jo manden Per Tærsbøl, og ved, at det er lutter sjov og venlighed, der ligger bag. Trods alt kender Per Tærsbøl, der den kommende sommer kan fejre sin 70-års fødselsdag, stort set alle 61.000 borgere – næsten personligt.

Trods et flot personligt valgresultat ved kommunalvalget den 17. november 2009, gik den endelige konstituering den 7. december Per Tærsbøl i mod. Fra 1. januar 2010 overlader han derfor stol og borgmesterkontor til den 64-årige dyrlæge og venstremand Johannes Hecht-Nielsen.

Per Tærsbøl træder dog ikke ud af byrådet, men fortsætter bl.a. med en post i Ejendoms- og Miljøudvalget og i Kultur- og Fritidsudvalget.


Receptionen finder sted mandag den 21. december kl. 14-17 i byrådssalen på Helsingør Rådhus, Stengade 59, Helsingør.

Alle er velkomne, dvs. borgere, samarbejdspartnere, kolleger, medarbejdere m.fl.


Opdateret 13. december 2009