Helsingør mister millioner fra staten
Udskriv siden
Byrådet i Helsingør Kommune har vedtaget følgende udtalelse, der opfordrer regeringen til at respektere det kommunale selvstyre og overlade det til kommunerne at få indtægter og udgifter til at hænge sammen.
Udtalelsen lyder:
”Helsingør Byråd protesterer imod, at Helsingør kommune, som led i en kollektiv afstraffelse af danske kommuner, i 2010 til 2012 fratages i alt 5.208.000 kr. af det bloktilskud, som regeringen i overensstemmelse med arbejdsdelingen mellem stat og kommune sender videre til de danske kommuner.
Det er skatteborgernes penge, beregnet til skoler, veje og service, som regeringen beskærer, uden at reducere kommunens opgaver. Det sker, fordi de danske kommuner - som helhed - har hævet skatterne mere end de 500 mio. som regeringen har sat som maksimum, og det sker altså selv om Helsingør ikke har hævet skatterne i 2009.
Helsingør Byråd opfordrer regeringen til at afstå fra kollektive afstraffelsesformer, respektere det kommunale selvstyre og overlade det til kommunerne at få indtægter og udgifter til at passe sammen i overensstemmelse med borgernes ønsker.”
Udtalelsen blev vedtaget efter et forslag fra Allan Berg Mortensen, Enhedslisten.
Opdateret 21. februar 2010