Sommerferiekatalog 2010
Udskriv siden
Kataloget giver overblik over alle de tilbud, der er til kommunens skoleelever for en aktiv ferie.
For de sportsglade er der atletik, badminton, basketball, fodbold, golf, judo og Ju Jitsu, kajakroning, orienteringsløb, parkour, skydning, squash, svømning i havet og tennis.
HamletScenen og Espergærde Bibliotek har teaterworkshops for de yngste på plakaten.
Bibliotekerne tilbyder desuden aktiviteter med computerspil, sjove fysikforsøg, naturvidenskabligt cirkus, cirkusskole, gode film og anmelderklub.
Under Gadeteaterfestivalen vil artister fra hele verden optræde på slap line og ind imellem forestillingerne lære børn og unge at jonglere og bygge menneskepyramider.
Danseballaden, hvor børn og unge fra hele kommunen laver en danseforestilling med en professionel danser, er i år udvidet med et veteranhold.
Toldkammeret inviterer til billedværksteder, og traditionen tro omdannes Toldkammergården i midten af juli til Live Rollespilscenarium med fæle spioner, gode fyrster og fyrstinder, pest og det der er værre.
Heste og ponyer kan opleves på rideskolen Stenbjergård og på ponytravbanen.
Tanglopper, krabber og andet småkravl kan opleves med naturvejledere fra Naturcentret Nyruphus, Øresundsakvariet og ved strandaktiviteter i Hornbæk.
Flynderupgård holder åbent hus med hobbyværksteder og staldbesøg hver onsdag i juli måned. Og på Teknisk Museum kan man bygge kreativt, køre i minitogbane og støbe tinsoldater.
Det er også muligt at deltage i spejderaktiviteter, sommerfuglelokning, stunt, breakdance, stemmetræning, snittekursus, kokkeskole og hobbyværksted.
Sommerferiekataloget uddeles til alle skolebørn fra 0.-8. klasse i Helsingør Kommune gennem skolerne. Det kan også hentes på bibliotekerne og ses på webadressen: www.sommerferiekataloget.dk
Opdateret 10. juni 2010