Vinteren er over os
Udskriv siden
I Helsingør Kommune er opgaven med at fjerne sne og bekæmpe glat føre delt mellem kommunen og grundejerne.
Det gør kommunen
Helsingør Kommune udfører snerydning og glatførebekæmpelse på de offentlige veje, stier og pladser efter en prioritering, der er aftalt med politiet og fastlagt ud fra vejens/stiens betydning for færdslen.
Det gør grundejeren
Din pligt som grundejer afhænger af om din grund grænser til en offentlig vej eller sti eller til en privat fællesvej eller sti.
I byer og bymæssig bebyggelse har Byrådet pålagt ejerne af ejendomme, der grænser til:
- En offentlig vej eller sti, at træffe foranstaltninger mod glat føre samt rydde fortov (sti) for sne ud for ejendommene.
- En privat fællesvej eller sti, at træffe foranstaltninger mod glat føre samt rydde sne ud for ejendommene på fortov og kørebane til vejens midte.
Hvornår skal opgaven klares?
Den pligt, der påhviler grundejerne at træffe foranstaltninger mod glat føre, omfatter pligt til snarest muligt efter førets indtræden at bestrø færdselsarealet med grus/salt.
Grundejerne har pligt til at rydde sne snarest muligt efter snefald. Pligten til snerydning og glatførebekæmpelse ligger i tidsrummet kl. 7.00 til 22.00.
Overvej hvordan du parkerer
Parkering på smalle veje og vendepladser gør det vanskeligt for kommunens vinterberedskab at komme frem. Parker din bil så kommunens lastbiler og traktorer kan komme frem.
Har du spørgsmål – venligst ring
Har du som grundejer spørgsmål om pligternes omfang, hvilken type vej, du bor ved el. lign., er du velkommen til at ringe til Teknisk Forvaltning, Park & Vej tlf.: 49 28 24 80.
Du kan læse nærmere om kommunens udførelse af vintervedligeholdelsen og renholdelse af de offentlige vejarealer, i kommunens regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse, og som også gerne fremsendes til interesserede.
Det er desuden muligt at via vores digitale kort at få et overblik over din snerydningspligt, og du kan også se, hvilke veje Helsingør Kommune rydder. Klik her for at se kortene.
Se også:
Renholdelse og snerydning
Opdateret 17. marts 2010