Udviklingsafdelingen

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 23 77
E-mail: udv@helsingor.dk

Kommuneplan 2009-2020 er vedtaget i Byrådet

Udskriv siden

Byrådet vedtog den nye kommuneplan 2009-2020 med tilhørende ændringer på årets sidste byrådsmøde den 14. december 2009.

Forud for vedtagelsen har der været en lang proces. Byrådet vedtog den 27. april ”Forslag til kommuneplan 2009-20”. Kommuneplanforslaget har herefter været i offentlig høring fra den 1. maj 2009 til den 4. juli 2009.

Der har i offentlighedsperioden i maj og juni været afholdt syv borgermøder i kommunens forskellige bysamfund. Der er indkommet 114 høringssvar fra borgere, organisationer, myndigheder m.v.

Byrådets stillingtagen til høringssvarene kan ses i sin helhed på dagsordenpunkt for Byrådsmøde den 14. december 2009.

De største ændringer omfatter:   

·         Der gives ikke mulighed for ny dagligvarebutik på Esrumvej

·         Der gives ikke mulighed for hus til sejlklubben ved Espergærde Havn. Der skal dog ses på muligheden for udvikling af Espergærde Havn og området ved Strandvejen/Mørdrupvej under hensyntagen til områdets karakter. 

·         Der gives ikke mulighed for byudvikling vest for Tikøb syd for Harreshøjvej. Det skal dog undersøges, om der er mulighed for et mindre byudlæg øst for Hornbækvej, og der skal i givet fald undersøges hvilke trafikale foranstaltninger, som vil være nødvendige. 

·         Det vil fremgå af kommuneplanen, at byrådet vil vurdere mulighederne for at arbejde med kystbeskyttelse gennem sandfodring. Det betyder dog ikke at eksisterende bølgebrydere og høfder skal fjernes. Det pointeres, at afgørelse om kystbeskyttelse ligger hos Kystdirektoratet. 

·         Det vil fremgå af kommuneplanen, at byrådet ønsker, at muligheden for etablering af dagligvarebutik på Hornebyvej i Hornbæk undersøges nærmere.   

Det gælder for alle projekter, hvor byrådet har tilkendegivet, at der skal ske en nærmere undersøgelse af udviklingsmuligheder, at der efterfølgende skal udarbejdes en lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg. Disse planer vil som vanligt skulle igennem de normale høringsprocedurer.   

Kommuneplanen med de indarbejdede ændringer vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside den 22. januar 2010.

I forlængelse heraf vil der ske en formidling af hvilken betydning kommuneplanen har i forhold til byggesagsbehandling, lokalplanarbejde og andre sagsområder. Særligt vil der være fokus på at formidle projektet Plan 09 ”Tæt by – Tættere på”, som sætter fokus på de muligheder, der er i en fortætning og udvikling af eksisterende byområder, se "Tæt by - Tættere på". Som det første projekt arbejdes der i øjeblikket med en masterplan for Helsingør Erhvervsområde, se Helsingør Erhvervsområde.

 

 


Opdateret 17. marts 2010