Jobcenter Helsingør

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: jobcenter@helsingor.dk

Uden arbejde

Udskriv siden

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg mister mit arbejde?

Hvad vil det sige at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger?

Hvad er beskæftigelsesfremmende foranstaltninger?

Hvad hvis jeg ikke tager imod tilbud om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger?

Hvad hvis jeg er helt eller delvist sygemeldt?

 

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg mister mit arbejde?
Hvis du mister dit arbejde og er medlem af en a-kasse, skal du på din første ledighedsdag melde dig ledig på jobnet.dk. Derefter skal du rette henvendelse til din a-kasse.

Hvis du ikke er medlem af en a-kasse eller af andre grunde ikke er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge fra en a-kasse, har du mulighed for at søge kontanthjælp. Du skal så på din 1. ledighedsdag rette henvendelse til Jobcenter Helsingør ved at møde op personligt i Jobbutikken.

For at være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp skal du opfylde nogle økonomiske betingelser. Din a-kasse kan give dig flere oplysninger om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge. Du kan få yderligere information om de økonomiske betingelser for at modtage kontanthjælp under Udbetaling af ydelser.

Udover de økonomiske betingelser for at modtage arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, er det en betingelse for at modtage arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet og til rådighed for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Hvad vil det sige at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger?
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger betyder, at du skal

• være tilmeldt Jobnet.dk og have et aktivt cv.
• være aktivt jobsøgende.
• møde til de samtaler, som du bliver indkaldt til i Jobcenter Helsingør, hos andre aktører og i din a-kasse
• tage imod beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som Jobcenter Helsingør giver dig.

Hvad er beskæftigelsesfremmende foranstaltninger?
Når du modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, vil Jobcenter Helsingør give dig tilbud om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Disse tilbud skal være med til at bringe dig tilbage i ordinært job eller uddannelse hurtigst muligt. Beskæftigelsesfremmende foranstaltninger kan eksempelvis være:

• Vejledning og opkvalificering
• Virksomhedspraktik
• Løntilskud

Hvad hvis jeg ikke tager i mod tilbud om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger?
Hvis du ikke ønsker at deltage i de tilbud, som Jobcenter Helsingør giver dig, er du ikke berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, og der vil derfor blive indstillet til din a-kasse eller til ydelsescenteret, at din ydelse skal stoppes.

Hvad hvis jeg er helt eller delvist sygemeldt?
Hvis du bliver sygemeldt, mens du modtager arbejdsløshedsdagpenge, skal du sygemelde dig til din a-kasse. Du kan få yderligere information ved at kontakte din a-kasse eller se under Sygemeldt.

Hvis du modtager kontanthjælp og bliver sygemeldt, vil du fortsat modtage kontanthjælp. Du skal også under en sygeperiode stå til rådighed for beskæftigelsesfremmende tilbud i det omfang, som du er i stand til det. Det kan eksempelvis være på nedsat tid eller med særlige skånehensyn.


Opdateret 6. november 2009